Målet med projektet CNS Global Champions er enkelt: At give alle adgang til hestesport – ikke kun dem, der i forvejen har økonomien og mulighederne.
Jeg har sat min egen karriere som rytter på pause, fordi jeg brænder for at skabe noget, der kan gøre en reel forskel – for sporten, for fællesskabet og for kommende generationer.
Heste har formet mig som menneske. De lærer os ansvar, tålmodighed, samarbejde og nærvær. De samler unge mennesker – også dem med sociale udfordringer – og skaber et frirum fyldt med mening og værdier. Men sporten, som burde være for alle, er i dag præget af stigende omkostninger, begrænsede muligheder og store barrierer. Det ønsker jeg at ændre.
CNS står for:
- 100 % digital konkurrence – 0 % transportbehov
- Fællesskab og ligeværd på tværs af alder, niveau og baggrund
- Hestevelfærd, korrekt ridning og dyreetisk ansvar
- Bæredygtighed – med målrettet CO2-reduktion
Vi har udviklet et system, hvor ryttere kan deltage online fra deres egen klub eller stald uden at skulle transportere heste, udstyr og hjælpere over lange afstande. Det sparer både tid, penge og miljø. Allerede i første år forventer vi at reducere transporten med 1.722.000 km – og det tal vil stige i takt med udbredelsen.
Inklusion og nye værdier:
- Der er omkring 30.000 børn og unge på rideskolehold i Danmark og over 20.000 rideskoler i Europa – men mange falder fra, fordi de aldrig får mulighed for at føle, at de også hører til i 'den rigtige sport'.
- CNS skaber konkurrencer målrettet bredden: elevryttere, pararyttere og børn uden egen hest.
- Vi introducerer større præmier end nogensinde før i ungdomsridning, men også:
- Priser til de bedste trænere, de mest engagerede heppekor og de klubber, der gør en forskel.
- Vi tror på, at ridning skal give værdi til hele mennesket – ikke kun medaljer.
Global mission – lokal forankring:
CNS starter målrettet med 25 lande, men vores ambition er, at alle 132 nationer under FEI på sigt kan deltage. Vi bygger et globalt netværk og samlingspunkt, hvor alle ryttere kan mødes digitalt – på tværs af grænser og forudsætninger.
Pararyttere har særligt stor gavn af onlineformatet. Et traditionelt stævne kræver ofte flere biler, hjælpere og trænere pr. rytter – det betyder mere CO2 og højere omkostninger. Med CNS kan de ride hjemmefra og stadig opleve den store scene.
Et opråb:
Vi skal handle nu – før det er for sent. Hestesporten står ved en skillevej. Enten lukker vi os om os selv, eller også åbner vi sporten op for fremtiden.
Vi skal give ridningen tilbage til alle. Skabe klubfølelse, tryghed og rammer for korrekt ridning, ansvarlighed og moderne hestevelfærd. Vi skal turde tro på fællesskabet, give plads til drømme – og gå forrest.
Hvis du som klub, forælder, rytter, træner eller støtteperson kan se værdien i dette projekt, håber jeg, du vil skrive en kort udtalelse eller støtte initiativet på anden vis. Din stemme kan gøre en forskel – og være med til at skabe en ny æra for ridesporten.
Med taknemmelighed og håb,
Michael Aabo
CNS Global Champions
michaelaabo@icloud.com